Rockshana, hendes mor og lillebror i turkis

Tondra klar til goodbye party

Lærerne vinker farvel til os

Otte dannebrogs kasketter

En drømmende Rockshana

Et udsnit af byens børn

Posthuset i Pirganj

Taka, bengalske penge

En herlig mand

En af frugtboderne i Pirganj

En skomager i Pirganj

Når skomageren her pakker sammen, vil jeg tro, at han kan have sin butik i æsken, der ligger forrest i billedet. Så det er meget tydeligt, når skomageren har åbent, så sidder han her med sine skomagerting.

Et hvil og folk, der glor

Begravelsesceremonien var 18 km fra vores hjem. Der var opklaring, så hjemturen blev på en cykelvan. Her har vi holdt en pause og drukket te i et hotel (lille primitivt hus) og da vi skal af sted med cykelvanen er mit gæt, at der står 200 mennesker rundt om os og glor. Jeg optog en lille video som jeg viser på mine foredrag. Her ses et udsnit af de gloende.

Mig og et par søde piger

Under begravelsesceremonien i kirken sad pigen i den røde kjole tæt tæt på mig og holdt mig i hånden. Meget livsbekræftende. Senere sov vi til middag, hvor vi lå ved siden af hinanden.

Enkemanden og hans familie

Forrest til venstre sidder enkemanden og med ham på fotoet er et udsnit af hans familie.

Enkemanden

På besøg hos madmor

Her ses jeg sammen med madmors yngste søn, Polob. Vi sidder på sengen i deres hjem på 16 kvm, hvor de bor 2 voksne og 3 børn.

Til møde i solfangerfirmaet

Her er jeg sammen med principalen (inspektøren) og skolens administrative medarbejder til møde hos solfangerfirmaet Grameen Shakti. Manden i den ternede skjorte repræsenterer Grameen Shakti. Jeg stillede en del spørgsmål. Principalen oversatte spørgsmål og svar til henholdsvis bangla og engelsk. Knægten går på skolen og han kom ind i lokalet midt under mødet.

Ris til tørre

Børn og voksne fra nabolaget foran ris, der ligger til tørre.

Glade bengalerbørn

Døren til solfangerfirmaet var låst, så vi blev inviteret indenfor hos familien som bor i huset og som har en søn, der går på skolen. Her ses en glad søn og en glad pige.

Bageri besøg

Og her kigger vi lige inden for i et bageri. Vi var på vej til møde om solfangere. De 2 virksomheder lå næsten dør om dør.

Fotosessions

Vi fotograferede lærerne en og en sammen med os. Her er jeg fotograferet sammen med sprudlende Krishna. Hver af lærerne gav vi nogle billeder.

Eksamensbesvarelserne hæftes sammen pr elev

Ja, den var aldrig gået i DK. Her bruger lærerne kostbar tid på at hæfte hver enkelt samlede eksamener sammen. Inden har eleverne set hver enkelt og nu er det så forældrenes tur til at kigge forbi skolen og se deres søn eller datters eksamensbesvarelser. 

Eksamensresultater

Tre gange om året er der eksamen. To ”terminseksamener” og en endelig. Hele maj måned gik med eksamen. Kort før eksamen måtte de til at ændre på det udmeldte, da det gik op for dem, at siddepladserne var for få i forhold, at der kun måtte sidde to på hver bænk (ofte sidder der 4 på hver bænk). Først var planlagt eksamen hver anden dag. Nu blev de mellemliggende fridage inddraget og eleverne delt i to. De små dækkende standard play, 0 og 1 og de store som er standard 2-6. Her er eksamen overstået og eleverne får mulighed for at se deres rettede eksamensbesvarelser, så de kan stille spørgsmål til læreren, hvis der er noget som de ikke er enige i eller gerne vil have uddybet.

Bikiniklædte mig i swimmingpoolen på hotel Silver Shine

Da vi så swimmingpoolen på hotel Silver Shine så blev vi bekræftet i, at vi gerne måtte bade i bikini. Det gjorde vi så. Og der blev kigget. Her ses jeg i poolen sammen med nogle bengalske knægte. Vi var de eneste badende udlændinge i poolen, resten af de badende gæster var bengalske drenge eller mænd.

Fra Cox’s bazar gik turen med bus til Dhaka, hvor vi nød livet et par dage og så med natbus ”hjem” til Pirganj.

Maheskhali Island – udendørs skole

Vores rickshawdriver tog os ud til en strand, hvorfra vi kunne se til Cox’s basar. På vej herfra, så vi denne klasse som blev undervist udenfor. Jeg ærgrede mig over, at mine medbragte kuglepenne lå hjemme på hotelværelset.

Maheskhali Island – væveri

Efter besøg i buddhist tempel, så tog vores rickshaw driver os hen til dette væveri. Jeg må sige, at det lignede meget godt det væveri jeg så i Katmandu, Nepal, for 21 år siden i forbindelse med, at jeg købte 3 gulvtæpper som alle nu ligger og pryder i min lejlighed. Efterfølgende nød vi udsigten fra ”holy spot” med den kendte stupa på toppen, beliggende tæt på Adinath, et mandir tempel og asram dedikeret til Shiva.

Coxs basar – Kastura ghat

Kastura ghat (havn). Her koster det 2 taka at gå ud til den speedbåd man nu skal med. Her ses Rikke på vej over diverse både for at komme ud til den speedbåd som senere sejler os ud til øen Maheskhali Island. En sejltur på 15 minutter og til 78 taka (kr. 6,5 0).

Coxs basar – badende bengalere

Bengalerne bader og de har noget mere tøj på end, også mændene, end når vi bader i Vesterhavet. Her ses et udsnit af badende bengalere.

Coxs basar – hvid sandstrand så langt øjet rækker

Rikke og jeg gik en tur ned til vandet. Her ses jeg på stranden. En af de kommende dage badede jeg i den bengalske bugt bangla påklædt. Ingen foto heraf, så det må du selv forestille dig

Ko, der roder i affaldsbunkerne

Cox’s basar er udover de kilometer lange hvide sandstrande også beskidte gader. Her ses en ko som leder efter føde i affaldsbunkerne i vejsiden af hovedgaden i Cox’s basar.

Boligområde

På busturen fra Chittagong til Cox’s basar passerede vi dette boligkvarter. Plastindpakkede boliger og indimellem hænger vasketøj til tørre. Så er det, at jeg kommer til at sætte endnu større pris på min lille lejlighed på Vesterbro i København.

Stort reklameskilt

Øverst på dette reklameskilt ses 3 mænd som arbejder på at fastgøre reklamen. I Bangladesh ses mange store reklameskilte.

Førsteklasses togkupe

FraSylhet til Chittagong tog vi nattoget. Her sidder jeg i vores første klasses togkupe. En 10 timers tur på første klasse inkl. seng (jeg sov i den nederste) kostede under kr. 40,00 for hver af os.

Kvindelige fabriksarbejdere

Et af mine mål var at se teproduktionen. Vi fik at vide, at den var lukket i dag. Det endte med, at de indvilgede i at vi så administrationen. Jeg forklarede manageren, at vi var kommet fra Danmark og rigtig gerne ville se produktionen. Han viste os rundt og fortalte løs. Interessant med et virksomhedsbesøg som dette – og især, når vi forstod hvad han sagde. Spøjst – vi bliver konstant tilbudt en kop te, dog ikke her på fabrikken. Her ses et foto fra fabrikken og nogle af dens medarbejdere. Malnicherra teplantage og produktion beskæftiger 800 arbejdere og i højsæsonen har de flere løsarbejdere til at hjælpe til.

Teplukkere holder pause

Vi besøgte teplantagen Malnicherra som et etableret i 1854. En lille del af teplantagen ses bag nogle af teplukkerne som her holder pause. Jeg nød at gå rundt i plantagen.

Tissende mand

Når en bengalsk mand skal tisse, så sætter han sig ned som her og tisser. Her tisser han ned i den åbne kloak. Billedet er sløret, da jeg har summet ind og taget det mens jeg sad på en rickshaw.

Rikke og jeg

I Sylhet tog vi en rickshaw fra busstationen til togstationen. Rickshaw driveren havde ikke forstået, hvor vi skulle hen, så det var først, da han stoppede og talte med en betjent, der kunne lidt engelsk, at det gik op for ham, at han var helt forkert på den. Vi fik selvfølgelig en kæmpe diskussion, da vi skulle betale og endte med også at betale for omvejen inkl. lad os kalde det ”ekstra udlændige fee” som de automatisk lægger på, når man er hvid. Her har jeg taget et foto af Rikke og jeg, mens vi er på vej til togstationen som senere viste sig at ligge, så uden besvær kunne være gået derover.

God øjenkontakt

En skøn oplevelse havde jeg i bussen til Sylhet. Et barn på forreste sæde fik jeg øjenkontakt med. I starten var hun meget genert og efterhånden som vi smilede mere og mere til hinanden, så måtte hun bare løbende fange min opmærksomhed. En af de for mig livsbekræftende oplevelser. Her ses et foto af den dejlige smilende pige.

…og der læses på taget af bussen

I eksamenstiden er der intet at lave for os (vi var der de første dage, hvor vi bare sad og lavede ingenting) og da vi efter eksamen har 3 dages fri og en fredag (ugentlig helligdag i muslimske lande), så besluttede vi os for at tage rundt og se på Bangladesh.

Vores tur var med bus fra Pirganj til Dinajspur og derfra videre med bus til Sylhet (i det nordøstlige hjørne af landet), herfra nattog til Chittagong og bus til Cox’s Bazsar (i det sydøstlige hjørne) og så natbus til Dhaka (midt i landet) og herfra videre med natbus til Pirganj (i det nordvestlige hjørne af landet), hvor vi bor. Vi har alt i alt 11 dage til vores disposition. Vi har tidligere besøgt det sydvestlige hjørne, da vi var på tur til Sundarban (se indlæg herom).

På taget af bussen opbevares ofte meget, når der køres fra sted til sted. Her ses bussen vi var med fra Dinajpur til Sylhet i færd med at blive læsset.

På besøg hos Popy

Popy inviterede os på middag. Vi fremrykkede middagen, så vi kunne komme på vores bangla rundtur. Her ses vi sammen med et udsnit af Popys familie. Det var ekstra hyggeligt at besøge Popy (de har ikke noget TV til at forstyrre). Vi fik en dejlig middag og havde et par hyggelige timer sammen med Popy og hendes familie.

Mreduls mor og hønen

Her ses vores dejlige nabo, Mreduls mor, i fuld gang med at plukke en høne.

Nomita og hendes familie

Nomita er madmor i Birganj og sørgede god for os i det lille døgns tid vi var der. Her er vi forbi hendes hjem for at afregne. Nomita ses sammen med datteren Mejse og Mejses far/Nomitas mand.

Landsby idyl

Her ses en ”gårdsplads” mellem vejen som vi kommer kørende på og husene. ”Gårdspladsen” er fyldt med aktivitet fra tørring af majs til børn som vist er i gang med at lege.

Templet Kantanagar

Interessant at se templet. Det er meget begrænset, hvor meget der er at se. Jeg købte 2 hvide og 2 røde armbånd, i plastik. Det har jeg fået mange roser for efterfølgende. Gifte hinduer går med sådan 2 armbånd. For mig er det de danske nationalfarver (fra vores flag).

En cykel med hoejtaler

Vi tog ud og så Kantanagar templet. Moni, Nipun og Morten på en cykelvan og Kirstine, Rikke og jeg på en anden cykelvan. Kantanagar ligger ca. 5 km fra Birganj. Den første halvdel af vejen er på landevej og herefter er det ud på en mindre vej gennem et par små landsbyer. Her ses en cykelvan med megafon. Meget af det der bliver sagt er muslimsk propaganda. Jeg forstår selvsagt intet.

Træf i Birganj

Efter besøget hos principalen tager Rikke og jeg til Birganj for at mødes med Moni, Kirstine, Morten, Nipun, Rikke, David og mig. Vi havde nogle hyggelige timer sammen i et lille døgns tid.

Principalen og mig

Her ses jeg fotograferet ved siden af principalen i hans hjem. Smukt med en buket blomster imellem os.

På besøg hos principalen

Når vi besøger et bengalsk hjem, så kan vi være sikker på at fjernsynet kører eller det bliver tændt, når vi træder ind ad døren. Det er virkelig et statussymbol for dem. Her er vi på besøg hos principalen, hvor Krishnas 2 døtre sidder og ser TV. Mange har også DVD afspiller og så ser vi ellers, hvis de har nogle optagelser som kunne have interesse for os ellers som regel en indisk film.

Lærer Krishnas hus

Vores besøg hos lærer Krishna var over 2 dage, da vi den efterfølgende dag var inviteret til middag hos principalen som bor i nærheden af Krishna. Her er vi lige ved at være klar til at tage over til principalen. Krishnas ældste datter Pael ses til højre i billedet bærende på en flaske vand, så vi også kan få lidt at drikke.

Nysgerrige landsbybeboere

Under besøget hos Gobanda gik vi en tur for at se ”Missionen”. Turen gik gennem en landsby med bambushytter og her ses flere af landsbyens beboere som nysgerrigt kiggede på os og sagde et par ord, hvis de kunne bare lidt engelsk.

En bengalsk kørestol

Mange vil gerne have besøg af os, så om eftermiddagen var vi til te hos Gobanda som står for det administrative på skolen. På vej til Gobanda så vi denne mand i kørestol.

Lærer Krishna i køkkenet

Lærer Krishna fra SMS Pirganj inviterede os på middag og den invitation takkede vi pænt ”ja tak” til. Her er krishna i gang med at kokkerere en velsmagende middag til os.

Posthuset i Pirganj

Principalen tog os med til et uddannelseskontor som det det gjaldt om at lære godt at kende og være på god fod med. På vores tur til uddannelseskontoret kørte vi forbi posthuset i Pirganj.

Høet tørres

Her bliver vejen lige brugt til at tørre hø på. Indimellem kan du skimte asfalten. Det var et udpluk af mine 129 fotos fra mine 48431 skridt svarende til over 35 km på gåben. Mange dejlige indtryk på nethinden og et hav af eventyrlige oplevelser rigere nåede jeg Birganj, godt øm i lår og fødder. Rikke ventede med nybagt rugbrød og chokoladekage. Bedre velkomst er det svært at få. En fantastisk tur.

Dagens bad

Dette er sikkert dagens daglige bad i lighed med, når vi træder ind under bruseren. Bemærk, at kvinden bader med alt sit tøj på. Det tørrer selvfølgelig hurtigt i den bengalske sommervarme.

Hvad gemmer sig bag denne villa?

Denne villa tiltræk min opmærksomhed – hvad tror du gemmer sig i denne villa? Jeg vil løfte sløret og sige så meget, at det er en form for virksomhed.

Myldertrafik

Piger i skoleuniform, formentlig på vej hjem fra skole. Drenge på cykler med bøger på bagagebærerne. De er sikkert også på vej hjem, bare fra en anden skole. Hvis de hører en bus eller en lastbil – og det gør man nemt, da de trutter længe og højlydt i hornet – så trækker de ind til siden og bussen eller lastbilen suser forbi. Undervejs skiftede jeg fra kondisko til sandaler – det var godt for både mig og mine fødder.

Lunch i village

Manden til højre i fotoet har fulgt mig længe. Vi har talt sammen og da vi når til hans landsby, så inviterer han mig hjem til sig. Først afslår jeg, men nysgerrigheden vinder. Jeg får husets eneste stol at sidde på. Et æg bliver givet til mig. Jeg oplever, at de mener, at jeg skal spise det med skal. Jeg banker ægget i bordet og finder ud af, at det er råt, så tager de det med. Jeg bliver inviteret på frokost og takker ja tak. Ris med noget spinatlignende grønt og noget løgagtigt med oksekød. Det smager fortryllende. Senere får jeg også et super dejligt blødkogt æg. Fem stjerner til kokkene. Jeg må videre, hvis jeg skal nå Birganj i dag.

Forsikringsselskab

Her kommer jeg forbi et forsikringsselskab. Jeg stopper op for at tage et foto, da jeg bliver fascineret af skiltet, hvor der ”SANDHANI LIFE INSURANCE COMPANY LTD”. Historien gentager sig. Da jeg 7 minutter senere vil gå videre, så er der mindst 50 mennesker som har samlet sig rundt om mig og som glor på at jeg fortsætter min gåtur. Mange på min vej har hørt, hvad jeg er i gang med og kan de bare lidt engelsk, så henvender de sig til mig. Jeg får også udvidet min bangla ordforråd og ved nu, at hatta betyder at gå.

Den tunge trafik

Indimellem kommer der tung trafik – en bus eller en lastbil som her. Hornet i bund og bengalerne flytter sig. Overalt i dette samfund er der hierarki og det er der også på landevejen mellem Pirganj og Birganj. Chaufførernes øjemål er gode. Jeg er imponeret over, hvor tæt de kører og især hastigheden taget i betragtning. Mindst 50 køretøjer fra rugbrødsmotorer (cykler i diverse afskygninger) til motorcykler, busser og lastbiler er stoppet for at spørge om jeg ville have et lift. Hver gang har jeg smilet og sagt ”lag be na” (tak, det behøver jeg ikke).

En ældre dame nyder livet i vejkanten

 Det fascinerer mig vildt med viewet udover rismarkerne. Så langt øjet rækker er der rismarker og tænk sig de er alle plantet og passet og bliver også høstet manuelt. Med et smøret  smil på læben ser kvinden ud til i fulde drag at nyde livet. Selv bliver jeg helt afslappet af at se på billdet.

Her har jeg netop sagt tak for te

Undervejs bliver jeg flere gange tilbudt te (ca) i et hotel og nogle gange takker jeg ja til tilbuddet. Når jeg har drukket min te, så spørger jeg høfligt til prisen (2 taka), men nej. Jeg får ikke lov til at betale. Selvom de er fattige økonomisk set, så har bengalerne nogle kæmpe hjerter og hvide udlændinge har en hel speciel plads i deres hjerter. Efter et enkelt lille glas te, så ses afskedskomiteen. Jeg fatter simpelthen ikke, hvor alle de mennesker kommer fra. Rygtet løber hurtigt.

Købt mig en lemonsoda

I boden bagved til højre har jeg netop købt en lemon sodavand. Han tog overpris – 25 taka. Normalprisen er 20 taka. Jeg vælger at holde min mund. Et hav af mennesker er kommet for at se mig. Efter købet vender jeg mig om og tager dette foto for at vise, hvilken attraktion det er, at der er en hvid som har købt en sodavand.

Oksekærre

Jeg nyder min gåtur. Jeg nyder at komme så tæt på lokalbefolkningen. Solen skinner. Her er grønt og frodigt og en oksekærre passerer min vej med en smilende kusk. Livet går sin stille gang på vejen fra Pirganj mod Birganj.

Børn på vejen

Knægten i midten med skålen på hovedet. Det var faktisk ham, jeg ville fotografere. De andre flokkedes om ham, så det blev først til dette gruppebillede og bagefter fik jeg også et foto af ham alene. Det er så sjovt at se bengalere, når de bliver fotograferet og bagefter, når jeg så viser dem billedet, så smiler de over hele hovedet. Bengalere må ikke vise tænder, når de bliver fotograferet.

Ejeren af murstensfabrikken Shegan i hans skov

 Og turen går videre til hans skov. Lidt tyndbenet i dansk sammenhæng. Han fortæller mig om, hvor meget jord han ejer og at det er gået i arv. Turen går videre til hans savværk, hvor vi får lidt at drikke. Inden har jeg lige sagt nej til at køre i en modsat retning af, hvad jeg skal. Jeg siger, at jeg gerne vil tilbage til murstensfabrikken. Der skal han ikke ud, så nu starter jeg stort set forfra fra Pirganj selvfølgelig mange oplevelser rigere. Og som altid så har han igen og igen gentaget, at han håber at se mig igen og jeg altid er velkommen i deres hjem.

Murstensfabrikken

Udenfor Pirganj ligger en murstensfabrik. Jeg har slået følgeskab med nogle børn og kvinder. Kvinderne arbejder på murstensfabrikken og siger, at jeg skal gå med ind på området. De får hurtigt fat i ejeren. Inden når jeg lige at sige ”Amar bundhu” (min ven) til dem og de smiler over hele hovedet. Dejligt, at så lidt kan gøre så meget. Ejeren viser mig rundt på murstensfabrikken. Han sender en i byen som kommer tilbage med 3 stykker sandkage, ½ liter vand på flaske og en lille seven up. Så sidder vi ellers oppe i midten af brændeovnen og nyder udsigten, mens vi får lidt at spise og drikke og han stiller mig en del spørgsmål. Hans engelsk er fornuftigt. Han fortæller om alt det han ejer. Han vil meget gerne vise mig det hele. Det tager bare et kvarter. Jeg har sagt, at jeg er i gang med at gå til Birganj. Det bliver ignoreret og han be’r en af sine 400 ansatte om at hente motorcyklen frem. Vi kører først til hans gård, hvor han har en udendørs stald med køer. Her bor han også, så jeg ser også lige hans hjem. Bagefter kører vi videre – jeg sidder bag på motorcyklen – ud og ser et par bygninger han har sponsoreret.

Vores bolig er inde bagved til venstre i fotoet (kan ikke ses)

Hvem kan finde på helt af sig selv og for sin fornøjelses skyld at gå 48431 skridt? bideSi – en udlænding. Ja, bengalerne kiggede måbende på mig, når jeg sagde, at jeg var i gang med at gå fra Pirganj til Birganj – en tur på ca. 35 km.

Det er tirsdag den 5. Maj. Vækkeuret ringer kl. 6, så jeg kan tjekke vejret. Det ser overskyet ud. Jeg beslutter mig for at gå og håber, at det holder tørt. Et glas vand og et par småkager. Kl. 6.50 går jeg af sted. Lige inden jeg når ud til vejen som går direkte fra Pirganj til Birganj får jeg en skoleuniform klædt teengaepige til at tage et foto af mig.

Jeg går. Byen er i gang med at vågne. Jeg nyder at være kommet så tidligt op. Mit første korte stop er på et hotel (en restaurant), hvor jeg køber 2 nybagte brød.

Tøj tørres

Regnen stod ned i lårtykke stråler. Vasketøjet blev hentet ned fra taget. Hvad gør man så. Her er det naboens motorcykel som bliver brugt som tørrestativ.

Første eksamensdag

Tre gange om året er der eksamen. De 2 gange er det en slags terminseksamen og så den endelige eksamen, der afgør om de kan rykke op i næste klasse. Her ses nogle elever fra standard 0 klar til eksamen. Når der er eksamen så sidder der kun 2 ved hvert bord. Til daglig sidder de typisk 3-4 stykker ved hver pult i de mindre klasser. Eksamen varer i over 14 dage – hver anden dag er standard play, 0 og 1 til eksamen og hver anden dag er standard 2-6 til eksamen.

Brudgommen

Her ses brudgommen som til daglig er nattevagt på skolen. Bemærk, at han er ekstra fin med neglelak på hænderne (og det havde han også på tæerne). Brylluppet blev holdt i en landsby ca. 3 km fra skolen, så vi kørte der ud på cykelvans iført vores sarier.

Hindu bryllup

Nattevagten på skolen skal giftes. Alle lærere inkl. os volontører bliver inviteret til middag, vist på 4. dagen. Da vi har fået invitation hver især, så skal vi også hver især komme med en gave. Rikke og jeg køber en glaskande til dem. Her ses bruden.

Et års fødselsdag

Lærer Gouris onkel s søn fylder et år og selvfølgelig bliver vi inviteret med. Vi har aldrig hilst på Gouris familie før. Fødselaren har krone på og har skal lagkagen så skæres for. Når vi kommer på besøg, så bliver der typisk serveret 2-5 tallerkner med forskelligt – frugt, sødt (misty), småkager, stærkt snacks og vand til. Vandet medbringer vi altid selv, for at undgå dårlig mave. Når vi har spist lækkerierne, så får vi serveret en kop rød te sødet med masser af sukker og skal der være rigtig fint, så er der også mælk i teen.

Venskab

Her ses et par gode venner. Mændene holder generelt meget i hånden i Bangladesh. Til gengæld ser du aldrig et ægtepar holde i hånden. Det kan være svært (læs umuligt) ud fra synlige kærlighedstegn at se, hvem der er gift med hvem.  Læg lige mærke til kloakeringen. Når det er kraftigt regnvejr, så svømmer kloakken over dens bredder. Det har vi oplevet – vejen blev faktisk halv så bred at køre på, hvis man skulle køre, hvor der ikke lå vand.

Biografen i Thakurgaon

Ingen bløde hovedpuder at købe i Pirganj, så Rikke havde allieret sig med skolens altmuligmand Govinder. Sammen med Govinder tog vi bussen til Thakurgaon, hvor Rikke fik købt sig en blød hovedpude. Jeg fik købt mig en CD, hvor Asha synger på alene og sammen med andre. Vi blev kørt rundt i byen på en cykelwan. Her passerer vi byens biograf.

Promilla vasker vores tøj

Rikke og jeg smider hver dag vores snavsetøj til vask. Vores madmor Promilla vasker vores tøj, hænger det op på tagterrassen og når vi spiser frokost, så får vi leveret tørt og nyduftende tøj. Det sætter jeg stor pris på.

Fair og sangstjernen Asha

Madmor, Promillas mand var meget opsat på, at jeg skulle på marked med dem den aften, hvor Rikke ikke var der. Jeg kommer over i deres hus og de gør virkelig meget ud af at se godt ud. Jeg forstår ikke lige. Efter lang tids smukkeseren, så går vi op i byen, hvor vi møder Promillas mand. Han får fluks fat i en van (ladcykel) og vi bliver alle 7 bænket (mig med Promillas datter på skødet), Promilla med sønnen på 2 år på skødet, Promillas mand, en veninde til Dipty (datteren) og en knægt. Vi kører af sted. Der er Fair i den anden ende af byen. Promillas mand betaler entre. Inde på markedspladsen ser vi lige på en enkelt bod. Kursen er sat mod et overdækket område. Promillas mand betaler igen entre for os. Det viser sig, at jeg kommer til koncert med Asha, en 7 årig sangstjerne fra nabobyen Birganj. For mig er det en stor oplevelse at høre Asha live. Hun synger 5-6 numre. Wauv, det var en af de helt store oplevelser for mig – og som hvid får jeg selvfølgelig en stol at sidde på.

Besøg hos fremmede

Efter at have taget fotos af hospitalet, så gik jeg videre. Det vækker utrolig med opmærksomhed at gå rundt, både alene eller to hvide. Jeg blev inviteret indenfor hos nogle i en bambusbebyggelse og her ses jeg så mellem bambushusene og de lokale med en lille veltilfreds bangla baby i min favn. Jeg fik som den eneste serveret småkager og te. Ingen af de andre får noget og børnene ser på som det mest naturlige. Det var en hel fantastisk oplevelse. En af drengene vi har spillet fodbold med, var helt syg for, at jeg skulle besøge hans hjem, så det blev så bagefter.  Et besøg på en privatskole nåede jeg også, hvor jeg var i krydsforhør. Alle vil meget gerne, at jeg kommer igen.

Skiltet uden for hospitalet

På skiltet udenfor hospitalet ses nogle makabre fotos. Hvis man ikke er syg, når man kommer dertil, så hjælper de godt til, at man kan komme til at føle sig endnu mere dårlig.

Hospitalet i Pirganj

Lige siden jeg var på hospitalet i Pirganj, har jeg lovet mig selv at gå en tur derud for at tage et billede af hospitalet. Det blev så på min ”alene dag” i Pirganj. Her ses hospitalet udefra.

Tundra uden hår på hovedet

Bengalerne barberer al håret af de små piger, da de tror på, at så bliver håret kraftigere og endvidere, så undgår de lus. Vores nabos datter, Tundra på 2 år, ses her uden hår på hovedet. Det vokser heldigvis hurtigt ud igen. Det var skønt at komme hjem, især hjem til alle børnene. Jeg kommer især til at savne de dejlige børn, det rolige tempo, åbenheden, tehyggen i nabolaget om eftermiddagen og ladcyklerne.

Hjem fra Thailand

Tiden flyver. Fredag den 24. april var vi tilbage i Bangladesh efter 16 skønne dage i ”mit andet hjem” Chiangmai i det nordlige Thailand. Jeg tog samme aften bussen fra Dhaka til Pirganj. Afgang officielt kl. 23, kørte først kl. 23.30 og fremme næste morgen kl. 7.30. Rikke fulgte aftenen efter, da hun havde en flybillet, hun skulle have på plads og rejsebureauet var lukket om fredagen (vi er jo i et muslimsk land). David fulgte mig til bussen med en CNG og det satte jeg stor pris på, da der har været flere overfald på udenlandske kvinder.

1000 tak KVRK, København Vesterbro Rotary Klub

Min Rotary klub, Koebenhavn Vesterbro Rotary klub har holdt auktion til fordel for Bangladesh. Jeg er i gang med at finde ud af, hvad pengene skal gaa til. Som det ser ud nu bliver det til en solfanger, saa en af computerne kan fungerer selvom elektriciteten svigter.

Jeg er dybt roert over initiativet og stolt over og glad for opbakningen. Taknemmelig, imponeret og roert er jeg ogsaa.

Bangladesh er en alletiders oplevelse. Jeg glaeder mig ogsaa rigtig meget til at se alle kammeraterne i min Rotary klub igen den 9. juni.

Mange glade og solrige hilsner

København Vesterbro Rotary Klub

President elect

Helle Munk

Musik i bussen hjem

Bandet som spillede til picnicen var i den samme bus som vi var hjem. De var helt vilde for, at vi skulle synge nogle sange for dem, så det gjorde vi og de riggede selvfølgelig lige en mikrofon til, så vi skulle synge i mikrofon. Efter nogle numre, så underholdt de os – og der var virkelig gang i den bagerste del af bussen. Jeg tror, at der var nogle af dem oppe foran som var meget trætte af os. På hjemturen kørte vi via Dinajpur, hvor en bankchef, hans kone og musikken skulle af, så busturen hjem tog 3 timer. Vi var begge trætte, da vi nåede hjem efter at have været på picnic i 14 timer inkl. busturen ud og hjem.

Dansegulvet

Her ses 2 bengalske mænd som fører sig frem på dansegulvet.

Underholdning

Udover diverse selskabslege, så var der også levende musik til picnicen. Her ses en dejlig trommespiller. Han gik virkelig op i med liv og sjæl at spille på sin tromme.

Sohan og hans søster

Så er søsteren som bor og studerer i Rangpur kommet. Jeg har valgt netop dette foto, da bengalere ellers altid ser så alvorlige ud, når de bliver fotograferet, da de ikke må vise tænder og her har jeg formået både at fange søster og bror med et smil på læben.

En del af gæsterne bespises

Resten af gæsterne blev bespist siddende på tæpper på jorden og i flere hold.

Vi spiste til højbords

Vi blev placeret til højbords sammen med vores nabos chefer fra banken. Vores nabo sad ingen gang med til bords.

Og der kokkereres på livet løs

Mad til 75 gæster kræver nogle store gryder. Her koges ris. Bemærk, at kokken er en mand, ellers er det altid kvinden som står for køkkenet i de bengalske hjem.

Vandland kun for dem med en tap

Vandlandet i parken er kun for mænd. Her ses 4 af slagsen.

En bengaler kysser en statue

Det kunne virkelig få smilet og grinet frem hos bengalerne, da denne bengaler kyssede statuen. Det var et hit.

Endnu en bus i forlystelsesparken

Mange busser kom med bengalere til forlystelsesparken. I Bangladesh sidder der også typisk passagerer på taget af bussen. Manden som hænger i døren til højre i fotoet kalder jeg ”Det levende sidespejl”. ”Det levende sidespejls” opgave er at hjælpe chaufføren med at se. Når ”dørmanden” banker 3 gange på bussen, så betyder det, at der er en som gerne vil overhale, bank 2 gange betyder, at der er fri bane til at overhale og  et bank betyder, at der er en eller flere som vil med bussen.

Og der arbejdes

Lige uden for forlystelsesparken som er for de bedre stillede ses, hvordan der knokles løs – hvad ”mudder”arbejdet lige skal føre til, ved jeg ikke.

Picnic i sari

En så stor begivenhed som en picnic kræver sari, så her ses Rikke i sin lilla sari og jeg i min røde sari i forlystelsesparken.

Udlændinge vækker opsigt

Bengalerne ikke bare kigger, de glor. Her er det Rikke som er centrum for bengalernes gloen. Flere af de unge mænd med en mobil fotograferer Rikke. Som hvide udlændinge bliver vi båret på hænder og fødder i dette hjertevarme land.

Sohan og hans familie

Vores nabo som ejer huset vi bor i, blev forfremmet i banken og i den anledning blev vi inviteret på picnic. Først blev datoen flyttet, da det ikke var muligt at få 3 busser til 75 gæster.  Den næste annoncerede dato var vi forhindret og da det betyder uendeligt meget for dem at have udlændinge med, så blev datoen flyttet til en dag, hvor vi kunne. Vores nabo, manden i den lilla skjorte (far til Sohan fra standard 4) med sin kone til venstre og sine 2 sønner til højre – den yngste er Sohan og Sobo er den ældste. Datteren er endnu ikke kommet. Vi kørte 2,5 time i bus til en forlystelsespark i nærheden af Rangpur, hvor picnicen skulle holdes.

En veloverstået første sari og Independence day

Frokost på hotellet

Mange ville gerne se os og kiggede med nysgerrige øjne på os.

Tuborg

En bengalsk mand med en Tuborg T-shirt måtte jeg selvfølgelig lige have et foto af. Gode gamle danske Tuborg. Ja, en kold Tuborg uhm!

Kvinde på vej hjem

Denne fantastiske kvinde har bare det skønneste smil. Nu er det bare sådan, at bengalere viser ikke tænder, når de smiler. I virkeligheden ville jeg få de bedste foto, hvis jeg havde to kameraer og kunne tage foto to, når jeg viste dem mit digitale kamera med foto et for så får de det skønneste smil på læben.

Mig og lærer Gonesh

Her ses jeg sammen med Gonesh som er eneste kristne lærer på skolen.

Ismanden

Til en stor dag som denne har ismanden selvfølgelig også fundet vej. To tilfredse kunder ses i forgrunden.

Optræden ved Saint Mathews Schools elever

Ja, det er mit eneste foto fra denne optræden. Til gengæld har jeg en video som du kan se ved lejlighed. Optrinet handlet om, da Bangladesh blev et uafhængigt land for 35 år siden. Her ses de døde soldater efter at have tabt slaget.

Saint Mathews Schools elever på rad og række

Et stort område var spærret af. Her ses de udvalgte elever på rad og række fra Saint Mathews School, Pirganj. I baggrunden af billedet ses et hav af tilskuere.

Vi går gennem byen

Eleverne går i to rækker og lærerne går i midten. Som hvid siger de intet til, at jeg går og holder en af eleverne i hånden. Det er virkelig et hit og ofte nærmest slås de om at holde mig i hånden – ofte har jeg to piger i hver hånd. Jeg hygger mig mindst lige så meget som dem. Lærer Rikke ses i midten af optoget.

Klar til afgang for anden gang

Nu er vi så kl. 9 klar til afgang. Det er anden gang, at eleverne er stillet op til afgang i gården. Denne gang kommer vi af sted. Det er kun udvalgte elever, der er med i optoget og som skal optræde. Det er meget de bedste elever som bliver fremhævet og det er bestemt et plus at ens mor eller far er lærer på skolen, så er mulighederne større for at komme i fokus.

Principalens kontor

Det er utroligt, hvad inspektørens kontor bliver brugt til. Her sidder principalen/inspektøren for skolen og sætter en sløjfe på mærkaten som vi alle får på. Bag ham ses Waterlilly som er Bangladesh nationalblomst. Blomsterne skal bruges, når eleverne senere skal optræde.

To piger i skoleuniformer

”Amar bundhu” betyder ”min ven” og det er pigerne helt vilde med, når jeg siger til dem. Når vi er med i klasserne, så bliver vi tiltalt ”teacher” eller ”Madam”, så jeg fornemmer, at de synes det er noget helt særligt, at de må kalde mig ”min ven”. De elsker at prøve at lære mig lidt mere bangla – og jeg føjer da af og til et ord eller to til mit ordforråd

Min første dag i sari

Her sidder jeg. Vi skulle være på skolen mellem kl. 7.00 og 7.30. Klog af erfaring var vi der kl. 7.30 og vi gik af sted kl. 9.00, typisk bengalsk. Tid har de oceaner af. Der var sådan set ingen grund til, at vi havde fået madmor før ud af fjerene denne morgen. Her ses jeg med lidt blomst i håret. Det er min første dag, hvor jeg officielt har sari på – ellers har jeg kun haft den på, da jeg prøvede den derhjemme. Ups - her er sket en fejl - sorry!

Udsmukket fod

Som zoneterapeut er jeg fascineret af, at de også  gør noget ud af deres fødder og udsmykker dem som her på fotoet.

Lærerværelset som omklædningsværelse

Den 26. Marts er det Independence Day – og det blev fejret. Den sidste uges tid har udvalgte elever øvet et optrin som de skal opføre. Inden afgang er lærerværelset omdannet til omklædningsværelse og her ses en af de fem røde sariklædte piger som skal optræde inden længe.

En fiskende kvinde

Landsbyskolebørn

Besøg i landsby

Jungleturen

I en god times tid gik vi rundt i junglen. Her er vi lige startet på turen. Karin måtte hurtigt vende om. Karin, Rikke, Kirstine og Morten ses på fotoet. Vi så hjorte og krokodiller i fangenskab på vores jungletur.

Sundarbans – verdens største mangrove

Sundarbans betyder ”Smuk skov” og er udlagt som naturreservat og er erklæret som en del af vores World Heritage. Her ses vi på dækket af båden som i en dags tid sejlede os rundt i en del af Sundarbans. Fornem førsteklasses båd med lille flisebelagt toilet. Her nød vi livet med undtagelse af Karin som var meget syg og lå ned hovedparten af dagen – desværre. På fotoet ses Kirstine, mig, liggende Karin og Rikke.

En erfaren bengalsk mand

I Mongla tog jeg dette foto af en erfaren bengalsk mand med hvidt skæg, lettere krumbøjet, markerede ansigtstræk, tynd og med det typiske klæde bundet om livet som en nederdel.

Vejarbejde i Bangladesh

Dette foto kræver vist ingen forklaring.

Hularhat havnen

En burkaklædt kvinde på vej i land i Hularhat havnen. Vi blev hentet af vores guide og nu gik turen et par timer i bil til havnebyen Mongla.

Rotteræset i Karin og min kahyt

Tidligt om morgenen så hører jeg lige pludselig Karin give lyd. Der er en mus i min fodende. Vi fløj op begge to. Jeg er sikker på, at det var en rotte, der var forbi. Vi tilkaldte skibsmanden som kiggede sig godt omkring – nej, der var ingen rotte at se samtidig med at han smågrinede over et par småhysteriske kvindemennesker som os. Rotten havde også været i min rygsæk – der var tydelige spor. Den havde spist af mine myslibarer - øv. Resterne blev fluks smidt ud og morgenkvikke Karin satte straks skraldespanden uden for vores dør, så vi forhåbentlig undgår flere rottebesøg. Ikke flere rotter denne morgen – heldigvis!

Bådturen fra Sadarghat bådterminal, Dhaka til Hularhat havnen

Kl.. 18.30 var der afgang fra Dhaka med The Rocket-service og vi ankom tll Hularhat havnen sidst på den efterfølgende formiddag. Her ses, hvordan man lige får plads til en cykel på en af de typiske bengalske både som det vrimlede med på floden.

Udsigten fra baaden

Fra vores helt egen ”veranda” havde vi udsigt over floden og livet på floden.

Paa baadsdaekket

Vi boede på 1. Klasse på båden, godt gemt væk fra pøblen. Vi havde vores eget vesterlandske toilet og opholdsrum og udendørs veranda. Vi ses her siddende på verandaen og nyde livet i havnen inden afgang.

Helle (mig) ombord paa vores baad

Her står jeg, klar til lige at vende en halv omgang og gå ombord på ”vores orange båd” – fin landgangsbro og indgang.

Et øjeblik på havnenView over en del af havnen Sadarghat

 Her ses nogle bengalere som fjoller på havnen.

View over en del af havnen Sadarghat

Vores båd er den helt til venstre i billedet – blot den orange top ses.

Rickshaws i Old Dhaka

Mange rickshaws i modsatte vejbane og forrest i billedet ses en CNG.

Livet nydes på Nordic Club

Turen går til Sundarban. På vej til Sundarban havde vi et par dage i Dhaka. Det meste af den ene dag nød vi livet på Nordic club – svømmede i poolen og spiste dansk mad.